Da jeg var ung, søgte jeg et værelse i et kollektiv på Nørrebro. Der var så mange om budet, at de valgte at rydde den store stue, og bænke os i en rundkreds for at fortælle hvem vi var. Her sad jeg så, blandt aspirerende piloter og sushikokke, for at udbrede mig om mine egne charmerende fortræffeligheder – og gerne lidt tjept, ikke. 

 “Nej, det’ sgu da Niels!” udbrød de samstemmigt, da Niels trådte ind af døren. Og så vidste vi andre godt, at slaget var tabt. 

oeje

Internettet har i sig selv en svirrende Nielset energi. Der er mange steder dine øjne kunne flimre forbi lige nu – men du er her. Tak for det.

Jeg hedder Mads, og jeg har arbejdet med visuel kommunikation i over 20 år – som art director, konceptudvikler, designer, tekstforfatter og rådgiver, for bl.a. DR (DR2, P3, P6 Beat, DR.dk, DR koncern m.fl.), Louis Poulsen, Vejdirektoratet, Gyldendal, Metroselskabet, PrimeTime og Concito.

Jeg er altid nysgerrig og undersøgende i min tilgang, for design uden retning er bare støj i pænt tøj. I en årrække var jeg hos forandringsbureauet Operate, hvor jeg havde ansvaret for Operates visuelle identitet og designstrategi, mens jeg samtidig løste opgaver for bl.a. Udenrigsministeriet, Novo Nordisk, Kulturministeriet, Miljøstyrelsen og Ørsted.

Jeg har desuden undervist på Krabbesholm Højskole sammen med Line Jensen, kurateret og faciliteret DR's designkonference to år i træk, skrevet på DR Designs manifest og produceret en film om designeren Connie Linck – skaberen af DR's første bomærke. 

Når jeg har fri, fotograferer jeg gamle skilte og rumsterer med projekter, der blander leg, design og hverdagsliv, og prøver at finde på hvad mine børn mon gider at spise. 

Men nok om mig – har du en udfordring eller en idé vi skal vende? Så er jeg lutter øren.

View